”REFLECTIONS”
Produceret til ”European Reflections”, PRO Charlottenborg 2006
Det fotograferende menneske vil både erobre verden og gemme sig for den via sit skjulested bag kameraet. Når noget sker, når omgivelserne bliver meget smukke, voldsomme, fremmede eller højtidelige, så føles trangen til at fotografere stærkt. ”Fik du det?” spørges der.
Noget skal fastholdes – et særligt lys, en mystisk stilhed, spejlinger af havet, mennesker på en gangbro betragtende andre mennesker. Eller det helt uventede, detaljen, det oversete, begivenheders og omgivelsers flimren. Fotografen indtager sin plads i verden – – svarer igen ved at trykke på udløseren; verden bliver skabt og overkommelig set gennem linsen og eksisterer, når den er fotograferet. Den reflekteres i fotografen.
Ophængningen består af ca 64 malerier, 30 x 40 cm svarende til A4 og til 24 x 36, et almindeligt målforhold i hverdagen, som et fotoapparats synsfelt, et print osv. af betragtende og fotograferende mennesker og deres temaer. De øverste 2 vandrette rækker er betragterne. Derefter følger lodrette rækker med forskellige temaer.