PAPAVER VARIABILIS

”Papaver variabilis”

Produceret til ”SUBROSA – blomsten i Nordisk Samtidskunst” 2000/2001, Charlottenborg, Södertälje Kunsthal, Stockholm, Amos Andersons Kunstmuseum, Helsinki.

Alle steder, hvor jorden vendes rundt, dukker valmuen op. Disse flader af rødt er en vældig oplevelse. På kronbladene bliver den røde meget intens, og noget køligere synes at opstå. Valmuens røde farve opleves derfor som noget, der skiftevis breder sig og trækker sig sammen - fascinerende. Formen er helt enkel, kronblade og markeret midte med tydelige støvdragere. Det gør valmuen til et klart udtryk for ”blomst”.
Tidligere dyrkede man kun røde og hvide valmuer, så dukkede en orange op fra Californien, og sidst en køligt lyseblå fra Tibet – ”valmue” må revurderes – utallige variationer kan fremelskes – den er foranderlig – - ”Unimaginable Imaginability”.
Som en parallel til gartneren, der bruger sin pensel til bestøvning, bearbejdes fotografiet af den blomstrende valmue i et computerprogram. Ved at følge programmets lovmæssighed ændres noget ved blomsten. En ønsket ændring et sted kan medføre noget uventet andre steder, hvilket også kan ske for gartneren. Blomsten er nu en variabilis – senere males den i sin nye udgave på lærred – noget virkeligt er blevet til noget tænkt og er igen kommet ind i virkeligheden.