ASPECTS OF JERRY

”Aspects of Jerry”

Maleri/lydinstallation til: ”Looking for Jerry – manden som muse”.
Silkeborg Bad 2006, Kastrupgårdsamlingen 2007

Portrætter, 40 x 35 cm af mænd, der i en eller anden grad og af en eller anden grund har gjort indtryk på mig.
Det er personer og tilstande, som tildels er fjerne i tid og sted, derfor har de en begrænset og tør palet, der modsvarer den ufuldstændighed, der opstår ved blandingen af erindringens lakuner med nuets skarphed.
Mænd er så gådefuldt anderledes end mig. Hvornår ved jeg noget om ham? Når jeg danser en god dans med ham? Den gode yogalærer? Den dygtige læge på hospitalet? 2 fantastiske lærere fra min barndom? En professor på Kunstakademiet? Min mand? Min far? Min søn? Erindringen om nogen, og om det indtryk de har gjort på os, rummes også i lyden af deres stemmer og i det sagte. Derfor taler stemmerne fra væggen. Det er gode råd, samtaler, tekster skrevet af mændene på malerierne om kunst, farve og maleri. Der er overvejelser, erindrede samtaler, citater fra breve og direkte optagelser.